Det er ude af trit med borgernes ønske, når Fyns Politi bruger netop den almindelige borger som forklaring på, at de har ophævet visitationszonen i Vollsmose og Korsløkke.
Stod det til Janni Filstrup fra Vollsmose, så burde zonen nemlig være en mere eller mindre permanent løsning.
»Vi kan jo se, at det er godt, at de, som vi ved laver ballade, bliver åndet i nakken.«
»Når der har været visitationszone, så har der også været ro på herude,« siger Janni Filstrup, der selv bor i Egeparken, som er en del af Vollsmose-området.
»Jeg ved fra mange børnefamilier herude, at det giver en vis tryghed, at de ved, at politiet holder lidt mere øje og til enhver tid kan visitere biler og borgere.«
Fyns Politi har ellers flere gange pointeret – senest over for B.T. mandag – at en visitationszone aldrig må blive hverdag.
En visitationszone rammer nemlig alle i området – og ikke kun dem, »der laver ballade«.
Med det argument giver Janni Filstrup altså ikke meget for.
»Det er jo ikke os almindelige mennesker, som de kommer og visiterer, når vi sidder nede på bænken,« siger den 43-årige Vollsmose-borger, der aldrig selv har følt sig personligt ramt af visitationszonen.
Men hvad med dem, der måske i højere grad end dig selv ligner dem, som laver balladen, og derfor bliver visiteret uden grund?
»Jeg kan godt forstå, at de kan føle sig krænket, hvis de hele tiden skal visiteres, men nu snakker jeg med nogle af dem, og de siger selv, at politiet jo bare gør deres pligt,« siger hun og tilføjer:
»Når de ikke har noget at skjule, så kan de ikke se, at det er forkert, at de bliver visiteret.«
»Politiet kender jo knægtene herudefra, og de ved jo udmærket godt, hvem der laver balladen, og hvem der ikke gør,« siger Janni Filstrup.
I det hele taget kritiserer hun politiets beslutning om at ophæve visitationszonen 15. februar – kun få dage efter et skyderi mod et kolonihavehus inden for zonen.
»Jeg synes, det er fuldstændig latterligt, at de vælger at ophæve den efter det skyderi. For mig er et skyderi et skyderi,« siger Janni Filstrup med henvisning til politiets forklaring.
Skyderiet skulle nemlig ifølge politiet ikke være en del af konflikten, som var grundlaget for visitationszonen, men det skulle i stedet være af »mere intern karakter«.
B.T. har foreholdt Fyns Politi kritikken.
I et skriftligt svar fortæller vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen, at Fyns Politi hele tiden har fokus på borgernes tryghed og sikkerhed, samt at Vollsmose har et helt særligt fokus hos Fyns Politi.
Samtidig pointerer han, at en visitationszone ikke bare kan være en mere eller mindre permanent tilstand i et område.
»Loven kræver nemlig, at politiet vurderer, om der er en juridisk begrundelse for at oprette og senere eventuelt forlænge en visitationszone. Det sker på baggrund af de hændelser, der i øjeblikket er relevante i forhold til den aktuelle situation,« skriver vicepolitiinspektøren og fortsætter:
»Som Fyns Politi tidligere har oplyst til B.T., så var der i første omgang ikke noget, der indikerede, at skuddene i kolonihaven i Biskorup 10. februar havde tilknytning til den verserende konflikt, som var begrundelsen for at oprette visitationszonen.«
Visitationszone eller ej, så føler Janni Filstrup sig dog i det store hele tryg i sit nærområde.
»Fordi vi kender så mange mennesker herude og kender mange af de her – hvad skal vi kalde dem? – 'bøller'. Og de har aldrig rigtig gjort os noget.«
»Men jeg ved, at der er mange herude, der er rigtig utrygge, når de her unge for eksempel holder på parkeringspladserne,« siger Vollsmose-borgeren.