Da 48-årige Jane Lund Nielsen forsvandt fra Viborg Sygehus i nedtrykt tilstand 8. december, blev der sat ind for at lede efter hende. Men ingen opdagede, at hun lå få meter fra sygehuset.

Det var først efter 14 dage, at Jane Lund Nielsen blev fundet død i et buskads, da en gartner kom forbi, skriver både Jyllands-Posten og Viborg Stifts Folkeblad.

Men hvorfor skulle der gå hele to uger, før den 48-årige kvinde blev fundet? Og hvorfor man afblæste eftersøgningen i første omgang?

Til det første spørgsmål, udtaler politiassistent Henrik Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Jyllands Posten, at han »ikke kan undgå at få tanken, at man ikke har ledt godt nok.«

Hos politiet ligger noget af forklaringen i, at Jane Lund Nielsen lå skjult bag en skurvogn i tæt bevoksning.

På trods af forklaringerne indrømmer politiet, at arbejdet ikke blev udført godt nok.

»Så havde vi fundet hende tidligere. Der er ingen grund til at pakke det ind. Vi havde fået at vide, at hun var gået fra sygehuset i nedtrykt tilstand, og derfor søgte vi i et kæmpestort område,« siger leder af lokalpolitiet i Viborg, Christian Toftemark, til Viborg Stifts Folkeblad.

Området, der blev søgt i, viste sig at være for stort, da den officielle dødsårsag viser, at Jane Lund Nielsen er faldet langt ned. Der er højst sandsynligt tale om et selvmord, skriver avisen.

Desuden stilles der spørgsmålstegn ved, at den 48-årige blev efterlyst, men at efterlysningen blev afblæst igen et døgn efter.

Grunden var, at hospitalet ikke var bekymret for hende, og til Viborg Stifts Folkeblad siger hospitalsdirektør, Thomas Balle Kristensen, at han ikke er klar over, hvad der lå til grund for vurderingen.

Jane Lund Nielsen er blevet bisat tirsdag ifølge dødsannoncen.