Efterforskningen har vist, at det var jagtvennen, der skød den 44-årige danske våbenekspert, der i fredags mistede livet under en vildsvinejagt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Rygter har svirret om den vådeskudsulykke, der fredag dræbte den 44-årige sydfynske jæger, direktør og familiefar Michael Bo Andersen i Tyskland.

Ikke engang skudofrets enke, tre teenagedøtre og nærmeste venner i Svendborg har kunnet få klar besked om, hvad der kostede den yderst våbenkyndige mand livet - og nøjagtig hvor det skete.

LÆS OGSÅ
  • DANSKER DRÆBT PÅ VILDSVINEJAGT


Overfor Ekstra Bladet kan Jürgen Menzel, talsmand for politiet i Verden i landkreiz Osterholz ved Bremen i Tyskland nu officielt bekræfte, at det var en 35-årige dansk jagtven, der ved et tragisk uheld affyrede det dræbende riffelskud mod Michael Bo Andersen. Det skriver ekstrabladet.dk.

Han sigtes nu for uagtsomt manddrab, og vi har bedt ham om at forblive her på egnen, indtil vi har fuldt klarhed over, hvad der skete, forklarer Jürgen Menzel, som fastslår, at det ikke har været nødvendigt at arrestere den ulykkelige mand.

Jürgen Menzel oplyser, at skuddet faldt efter en selskabsjagt fredag i nærheden af den lille by Grasberg nordøst for Bremen. Som indehaver af en af landets største jagtforretninger, Michaels Jagt & Fiskeri i Svendborg, og en ivrig storvildtjæger var Michael Bo Andersen i weekenden inviteret til en privat vildsvinejagt af et tysk ægtepar i Grasberg.

Han havde den noget yngre jagtven med, og de opholdt sig i et værelse i værtsparrets hus, da ulykken skete. Den 35-årige har forklaret, at han troede, riflen var uladt, da han tog den til sig, men pludselig faldt skuddet, og det ramte den anden dansker i overkroppen, fortæller Jürgen Menzel, der ikke kan oplyse, om skydevåbnet var efterladt i sikret stand.

Om riflen, som det tidligere har været fremme, kan have været defekt, ved de tyske efterforskere ikke. Michael Bo Andersen blev ramt fra klos hold. Det er ikke opklaret, om han øjeblikkeligt mistede bevidstheden, men han døde af sine kvæstelser i ambulancen på vej til det lokale sygehus.

Der hersker ikke tvivl om dødsårsagen, men for en god ordens skyld blev skudofrets lig i går obduceret af retsmedicinere i Hamburg. Dansk politi og retsvæsen bliver ikke involveret i sagen.

Ender den 35-årige dansker i retten i Tyskland risikerer han fængselsstraf. Han kan formentlig også se frem til at få inddraget sit jagttegn som følge af uforsvarlig omgang med våben.

Michael Bo Andersen var kendt som en meget våbenkyndig jæger, der ofte på egen hånd eller sammen med fynske jagtvenner deltog i jagter i udlandet. Han blev allerede som 19-årig selvstændig, og har siden mangedoblet omsætningen i sin forretning.