Mere end 50 utrættelige frivillige var fredag aften igen ude for at lede efter 18-årige Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør Station efter en bytur 10. juli.

Det er mere end en måned siden, at den dengang 17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst, efter hun kl. 4 om morgenen d. 10. juli havde krammet veninderne farvel for at sætte dem på en taxa og derefter gå de 3,5 kilometer alene for at komme hjem og sove efter en bytur.

Men hos Missing People har man ikke opgivet håbet om at finde det spor, der kan lede politiet nærmere en opklaring af, hvad der præcis skete, efter Emilie Meng havde forladt Korsør Station.

Derfor valgte den frivillige organisation fredag at gribe eftersøgningen an på en helt anden måde, da de kl. 18 samledes for at lede efter teenageren endnu en gang.

»Vi kommer til at gå skulder ved skulder i en kæde i stedet for at dele os op. Det betyder, at vi vender hver en sten, hvert et blad og gennemsøger hver en busk hele vejen igennem det område, vi skal igennem,« fortalte næstformand hos Missing People Lars Jensen torsdag til BT.

Fredag aften, godt to timer inde i eftersøgningen, kan formand Vivian Winther Eriksen dog fortælle, at den nye taktik endnu ikke har givet pote.

Hun sidder standby ved telefonen og håber på at få dét opkald, der kan vende op og ned på det hele, men har intet hørt fra de godt 50 frivillige, der har valgt at bruge endnu en aften på at lede efter Emilie Meng.

Det slår dog ikke formanden ud:

»Når det bliver mørkt i aften, bliver det selvfølgelig lidt vanskeligt, men ellers bliver vi ved, lige så længe, folk har lyst til at søge. Men alle har samme mål om at finde noget,« siger Vivian Winther Eriksen til BT og tilføjer:

»På den lange bane bliver vi ved, til vi finder Emilie, eller til de pårørende eller politiet beder os om at stoppe,« siger hun.

Det er der dog ikke fare for lige med det samme, da familien, ifølge Vivian Winther Eriksen, sætter stor pris på Missing Peoples arbejde.

»De er dybt taknemmelige for det stykke arbejde, borgerne i Korsør gør for at finde Emilie,« siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det er ikke første gang, frivillige er ude og lede efter den forsvundne 18-årige. Her et billede fra en eftersøgning dagen derpå, 11. juli 2016, hvor frivillige gik systematisk til værks og delte byen op imellem sig.
Det er ikke første gang, frivillige er ude og lede efter den forsvundne 18-årige. Her et billede fra en eftersøgning dagen derpå, 11. juli 2016, hvor frivillige gik systematisk til værks og delte byen op imellem sig. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Ved første eftersøgning mødte 500 personer op, og ved de følgende lå tallet på 100. Sidst ledte man en fredag formiddag, men denne gang forsøgte man sig med at begynde eftersøgningen klokken 18 i håbet om, at endnu flere ville møde op. Det blev dog ’kun’ til et par og halvtreds fremmødte

Men det skal man ikke lægge noget i, siger Vivian Winther Eriksen, der mener at tilslutningen var stor første gang, da det lå i sommerferieperioden.

Missing People vil ikke oplyse, præcis hvor man har valgt at lede i aften, da det kan give en potentiel gerningsmand et forspring i at fjerne eventuelle beviser, men Vivian Winther Eriksen oplyser, at de altid informerer politiet om deres rute, inden de planlægger en eftersøgning.

Ved du noget, så kontakt BT med din viden. SMS 1929 eller 1929@bt.dk