Søndag var egentlig en dag som alle andre.
Jaqueline Holme Nielsen og familien havde lige spist, da hendes mand ved eftermiddagstid gik ud med skraldet – men her blev han mødt af to politifolk, der overbragte en besked, der ændrede alting.
»Da de stod ved min dør, vidste jeg godt, hvad de ville,« fortæller Jaqueline Holme Nielsen og tilføjer:
»Jeg havde slet ikke forestillet mig, da jeg stod op, at den dag ville ende sådan.«
Melding fra de to betjente var, at de formoder at have fundet hendes fars lig – den 58-årige Claus Henrik Dethlefsen, som har været forsvundet i over fire måneder – i Bukkemose Skov på Als.
I en pressemeddelelse søndag aften meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi videre, at man havde fundet et skelet og den 58-åriges pung i skoven.

Til B.T. fortalte Jaqueline Holme Nielsen søndag, at »familien har det helt forfærdeligt«.
Og da B.T. mandag taler med datteren, er hun stadig tydeligt berørt.
»Jeg har lige haft en kæmpe tudetur, fordi det sådan rigtigt er gået op for mig nu, at min far ikke er her mere. Jeg har ikke kunnet trække vejret så meget i dag. Hver time er forskellig. Vi (familien, red.) har selv tænkt i lang tid, at han var død, men vi manglede en endelig bekræftelse.«
Hun tilføjer, at det fortsat ikke er bekræftet, om liget tilhører hendes far. Det vil kun en obduktion endeligt kunne afgøre.
Jaqueline Holme Nielsen står ikke alene i sorgen. Hendes halvsøster blev søndag helt forældreløs.
»Det er det, der æder mig mest, for min lillesøster har ikke nogle forældre mere. Hendes mor døde for nogle år siden. Det gør virkelig ondt på mig.«
Claus Henrik Dethlefsen blev meldt savnet den 20. juni og blev sidst set den 25. juni, så familien har i fire måneder levet i uvished.
»Det har været de mest forfærdelige fire måneder. Vi har tænkt alle scenarier, gået med så mange tanker og talt med politiet 100 gange. Det har virkelig været forfærdeligt, og jeg ønsker det ikke for nogen som helst,« fortæller Jaqueline Holme Nielsen og understreger, at det ikke er endeligt afgjort, om skelettet og faren er et match.
Selvom datteren og resten af familien nu har fået en form for afslutning, fylder sorgen og mistanken om en mulig forbrydelse meget.
»Min far færdes ikke i skoven, så da de finder ham der, føler jeg lidt, at det er mistænkeligt. Jeg er virkelig bekymret, for min far levede et hårdt liv. Jeg kan slet ikke forholde mig til, hvis det er nogen, der har gjort ham noget. Det synes jeg ville være helt forfærdeligt,« fortæller datteren.
Mandag eftermiddag har Syd- og Sønderjyllands Politi oplyst i en pressemeddelelse, at man ikke har fundet indikationer på, at der skulle ligge en forbrydelse bag dødsfaldet.
Politiet har endnu ikke oplyst, hvilke omstændigheder, der fandt til fundet af skelettet, ligesom det præcise sted ikke er offentligt.