Jacob Harris har fået konkurskarantæne i tre år
Jacob Harris, der er løsgænger i Folketinget, får konkurskarantæne i tre år, afgør skifteretten.

Jacob Harris, der er løsgænger i Folketinget, får konkurskarantæne i tre år, afgør skifteretten.

Fredag har skifteretten i Roskilde besluttet, at folketingspolitikeren Jacob Harris skal have konkurskarantæne i de næste tre år.
Det skriver TV 2, der har oplysningen fra kurator og konkursadvokat Morten Bjerregaard.
Konkurskarantænen betyder, at Harris, der er løsgænger i Folketinget, de næste tre år ikke må være leder eller bestyrelsesmedlem i en virksomhed, ligesom han ikke kan eje en virksomhed uden at hæfte personligt.
Afgørelsen er truffet i forbindelse med Jacob Harris' virke i selskabet Krokodille ApS, som hans hustru var direktør for.
Skifteretten i Roskilde afsagde i efteråret sidste år konkursdekret vedrørende selskabet.
Det er skifteretten i Roskilde, som har afsagt kendelse i sagen også. Kendelsen kan kæres til Østre Landsret. Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Jacob Harris.
Ifølge TV 2 er Jacob Harris' hustru, Tetiana Harris Nielsen, også blevet ikendt tre års konkurskarantæne.
Konkurskarantænen er ifølge mediet begrundet i parrets adfærd i Krokodille ApS. Selskabets bogføring var mangelfuld og for så vidt angår 2025 helt fraværende, lyder det.
Selskabet Krokodille ApS blev stiftet i Hedehusene vest for København i december 2021 under navnet Vostok Sokol ApS. Et holdingselskab ejet af Tetiana Harris Nielsen er registreret som stifter.
I marts 2022 ændrede selskabet navn til Krokodille ApS og i oktober 2025, en god måneds tid før konkursen, flyttede selskabet adresse fra Harris-parrets privatadresse i Hedehusene til en adresse på Sorøvej i Ringsted.
Oplysningerne fremgår af statens virksomhedsregister CVR.
Jacob Harris blev valgt ind i Folketinget i forbindelse med valget i marts for Borgernes Parti, men få dage efter blev han ekskluderet.
Ifølge partiet havde Harris "ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet og tilmed gentagne gange handlet i modstrid med partiets værdier".
Ifølge Ritzaus oplysninger pågår der hos Midt- og Vestsjællands Politi en efterforskning relateret til selskabet.
Så sent som torsdag i denne uge var Jacob Harris' navn også nævnt i flere medier. Det var i relation til, at han har planer om at mødes med Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, den 10. november.
Mødet vakte kritik fra flere sider. Blandt andre sagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, at det gjorde ham rasende.
Harris kan dog ikke se et problem i mødet.
- At tale med en udenlandsk ambassadør er ikke landsforræderi, skrev han på Facebook.
RITZAU