En spektakulær straffesag udspiller sig i Aarhus, hvor den kendte islamist og formand for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadi, sidder på anklagebænken.

Imamen og debattøren er tiltalt i landsretten for omfattende socialt bedrageri sammen med sin kusine, som han har fire børn med.

Sådan lyder det ifølge DR.

De to er tidligere blevet dømt i byretten for bedrageri af 738.000 kroner. Det skulle ifølge anklagemyndigheden være sket, fordi de løj om deres boligforhold.

Fætter-kusine-parret lod, ifølge anklagemyndigheden, som om de var enlige og boede for sig selv på hver deres adresse, selvom de i virkeligheden var samlevende på samme adresse.

Det gjorde de ifølge byrettens dom med fuldt overlæg, så de kunne få mere i sociale ydelser som førtidspension og boligstøtte.

Grimhøjmoskeens formand, Oussama El Saadi. er kendt i debatten for sine islamistiske holdninger. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Oussama El-Saadi er dog langt fra enig i byrettens kendelse og understreger over for DR, at han nægter sig skyldig i alle anklager.

»Jeg mener, at jeg er uskyldig. Jeg er en person, der passer på, at jeg overholder reglerne. Jeg har ingen interesse i at bryde loven,« siger han til mediet.

Men i 2024 idømte byretten i Aarhus dem begge 15 måneders betinget fængsel. Grimhøj-formanden blev ligeledes idømt tre måneders fængsel for forsikringssvindel.

Han ankede dog dommen og håber nu på at blive frikendt i landsretten.

Da Aarhus Stiftstidende dækkede retssagen i byretten, lagde anklagemyndigheden vægt på, at Oussama El-Saadi blev fundet i seng sammen med sin kusine, da politiet en morgen ransagede kusinens lejlighed.

Islamistens tøj og medicin lå også i lejligheden, og hans egen lejlighed var udlejet til andre mennesker.

Formanden for Grimhøjmoskeen er kendt fra debatten om islam i Danmark, hvor han ofte er kommet i vælten for sine udtalelser.

Han har udtrykt et ønske om oprettelsen af et islamisk kalifat i Danmark, og Grimhøjmoskeen har huset flere unge mænd, som tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat.

Retssagen startede tirsdag i Vestre Landsret og fortsætter onsdag.

Torsdag forventes der at falde en dom i sagen.