Ishockeyspiller Kristian Jensen kalder den seneste tid for "nogle hårde måneder" efter voldsepisode på isen.

Ishockeyspilleren Kristian Jensen anker ikke voldsdommen, som han fik 15. november.

Det fortæller han til Frederikshavns White Hawks' hjemmeside.

- Jeg har besluttet mig for ikke at anke sagen. Det har været to utroligt hårde måneder. Det har jeg egentlig ikke lyst til at gå igennem igen.

- Jeg har ikke lyst til at gå og vente på det. Jeg har lyst til at komme videre med mit liv og fokusere på hockey, siger han til White Hawks' hjemmeside.

Kristian Jensen blev idømt 20 dages betinget fængsel, efter at han blev fundet skyldig i at have tildelt Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen et slag i hovedet på isen.

Ishockeyspilleren og hans forsvarer havde 14 dage til at overveje, om sagen skulle ankes til Vestre Landsret.

- Jeg gik over stregen. Ingen tvivl om det. Men jeg synes også, at sagen er blæst op til noget, det slet ikke er. Men jeg er selvfølgelig ked af det, der skete, og det var slet ikke intentionen, siger Kristian Jensen på hjemmesiden.

Direktør for Elite Nord Frederikshavn, Henrik Andersen, kalder voldsepisoden for trist. Omvendt bakker han fortsat op om Kristian Jensen, som han betegner som en "vellidt spiller", der normalt ikke er voldelig.

- Jeg vil sige, at han faktisk har fået tre domme. Han har fået en hård dom af disciplinærudvalget, en civildom, men den værste dom er folkedomstolen, der har drevet en hetz mod ham. Kristian er straffet nok nu. Vi ser alle sammen frem, siger Henrik Andersen.

Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg har givet Kristian Jensen karantæne frem til 1. december. Første gang tilbage på isen bliver 6. december, hvor Frederikshavn skal møde Herlev.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det har været to lange måneder, hvor jeg har trænet en masse. Jeg har set frem hele tiden til at komme tilbage, siger Kristian Jensen.

/ritzau/