Et containerskib med kurs mod Aarhus Havn er torsdag kommet i politiets søgelys.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser på politiets hjemmeside, at der vil blive gennemført en ransagning på skibet.
Hvad sagen nærmere drejer sig om, oplyses ikke.
- NSK ønsker ikke at kommentere yderligere på nuværende tidspunkt, lyder det i meddelelsen.
Til TV 2 har NSK imidlertid oplyst, at der er tale om skibet "Nora", som er registreret i Iran.
Det fremgår af hjemmesiderne Vesselfinder.com og Marinetraffi.com, at "Nora" kort før klokken 16 befinder sig umiddelbart øst for Grenaa.
Det fremgår ligeledes, at der er tale om et 227 meter langt skib, som senest har været i havn i Sankt Petersborg, Rusland, for 48 dage siden.
Skibet blev i februar tilbageholdt af de danske søfartsmyndigheder og lå stille i den nordlige del af Kattegat.
Tilbageholdelsen skete dengang blandt andet med henvisning til, at skibet flagede med Comorernes flag, selv om det var registreret som iransk. I forløbet blev det comoriske flag skiftet ud med et iransk.
Skibets såkaldte IMO-nummer, som er skibets registreringsnummer hos FN's Søfartsorganisation, afslører, at skibet også har sejlet under navnet "Cerus".
Ifølge dokumenter fra USA's finansministerium er skibet omfattet af internationale sanktioner, og skibet har forbindelser til Dubai-rederiet Reel Shipping LLC.
Rederiet er kontrolleret af Mohammad Hossein Shamkhani, som er søn af Ali Shamkhani, der frem til sin død 28. februar var iransk topembedsmand og rådgiver for ayatollahen.
Lige som ayatollah Khamenei blev Ali Shamkhani dræbt i USA's og Israels angreb i Iran, som blev indledt lørdag den 28. februar.
Ritzau har henvendt sig til NSK for at få oplyst, hvornår skibet ventes at ankomme til havnen samt at få oplyst grundlaget for ransagningen.
/ritzau/