Intime optagelser af en kun 14-årig pige er blevet delt på en skole i Roskilde.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i fredagens døgnrapport.

Politiet rykkede torsdag eftermiddag ud på en af byens skoler efter at have modtaget en anmeldelse fra en forælder, hvis barn havde set videoen, skriver sn.dk.

På grund af pigens unge alder betragter politiet sagen som deling af børneporno, hvilket er strafbart.

»Politiet skal derfor indtrængende opfordre til, at folk, der måtte være i besiddelse af videoen, sletter den og ikke deler den videre,« lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet arbejder nu videre på at kortlægge i hvilket omfang, videoen er blevet delt på skolen. Indtil videre er ingen blevet sigtet for at dele videoen.

Nærpolitiet i Roskilde vil inden for den nærmeste tid komme forbi skolen for at holde et oplæg for 7. til 9. klasserne vedrørende deling af krænkende billeder.

Samtidig opfordrer politiet forældre til at tage en snak med deres børn om vigtigheden af, at de ikke deler andres billeder og fotos imod deres ønske.

Af hensyn til den 14-årige pige oplyser politiet ikke, hvilken skole der er tale om.

Forældrene til den 14-årige pige er orienteret om sagen.