Københavns Politi har dagen i gennem foretaget en intensiv politijagt.

Det har de gjort på baggrund af flere anmeldelser, som er kommet i løbet af natten til lørdag.

»Her tidlig morgen modtog Københavns Politi en anmeldeselse om flere røverier og alvorlige sædelighedsforbrydelser (forbrydelser af seksuel karakter, red.). Det ledte til en intensiv efterforskning,« forklarer vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard til B.T.

Københavns Politi vurderer, at hændelserne er sket mellem klokken 03 og 05 om morgen. Den intensive efterforskning endte med en anholdelse af en mand, som i forvejen var kendt af politiet.

Københavns Politi kan ikke komme nærmere ind på, hvad sædelighedsforbrydelserne drejer sig om, men kan forklarer, at samtlige forhold fandt sted på Amager.

Der er flere forurettede i sagen, oplyser vicepolitiinspektøren.

»De forurettede, vi har kendskab til, har vi taget hånd om,« siger Jesper Bangsgaard.

Den anholdte vil blive fremstillet søndag i dommervagten, men for lukkede døre.

Derfor kan politiet ikke komme nærmere ind på omstændighederne for den anholdte og omfanget af forbrydelserne.

B.T. følger sagen.