Københavns Politi havde ikke kun travlt med skuddrabet på Vesterbro i weekenden.

Fri leg.

Så enkelt kan genåbningen beskrives i Københavns natteliv i denne weekend.

Flere tusinde festhungrende unge mennesker valfartede til de genåbnede diskoteker og barer rundtomkring i hovedstaden for at slukke tørsten og danse natten lang.

Men det var ikke alle, der havde det gode humør med i byen.

Københavns Politi melder om, at der har været særdeles travlt i politikredsen.

»Det kan selvfølgelig mærkes, at restriktionerne er ophævet, og at der er gang i nattelivet igen,« oplyser Københavns Politi til B.T.

Weekendens helt store sag hos politiet var skuddrabet lørdag aften klokken 20.30 på Vesterbro. Her blev en 36-årig svensk mand skudt ned på åben gade. To endnu ukendte gerningsmænd affyrede flere skud mod offeret, der straks blev kørt til Rigshospitalet. Han afgik kort tid efter ved døden.

Københavns Politi formoder, at drabet har relation til bandemiljøet. Politiet kunne heller ikke afvise, at drabet kunne have forbindelse til brandepisoden fredag i Rødovre.

Her blev der sat ild til en frisørsalon i Rødovre på Islevbrovej. Tre unge mænd blev kort tid efter anholdt og sigtet for ildspåsættelse. Det var i samme frisørsalon, at en 17-årig bulgarsk statsborger blev skuddræbt 3. december sidste år. To andre blev også ramt af skud, da to gerningsmænd gik ind og skød vildt omkring sig i butikken.

»Vagtchefens fornemmelse er, at der har været travlt hen over weekenden, men at det er gået fint, og at der ikke umiddelbart har været flere sager om for eksempel vold end en normal weekend,« fortæller politiet. Her henviser de til en 'normal' weekend før nedlukningen.

I forbindelse med skuddrabet på Vesterbro er to personer blevet efterlyst.

De blev set flygte fra drabsstedet. De beskrives som mulig arabisk udseende og i alderen 18 til 20 år. De flygtede i retning af Oehlenschlægersgade.