13-årige Annabell Liva Graff og 18-årige Anders Henrik Lynge er ikke set siden torsdag aften.
Fredag sendte Fyns Politi derfor en efterlysning ud på de to unge mennesker i håb om at blive ledt i den rigtige retning. Indtil videre er der dog ikke kommet nogle henvendelser, der har bragt politiet nærmere de to teenagere.
Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til B.T. kort før klokken 16 lørdag.
»Derfor hører vi fortsat rigtig gerne fra folk, der enten har set de to unge mennesker, der har hørt om, hvor de kunne befinde sig eller har en idé om, hvor de kunne opholde sig,« siger Hans Jørgen Larsen og uddyber:
»Forældrene til de to teenagere er fortsat bekymrede for, hvor deres børn er henne.«
Vagtchefen fortæller dog, at man stadig ikke har mistanke til, at der skulle være tale om en forbrydelse. Samme melding gik politiet også ud med fredag, da de udsendte efterlysningen af de to unge mennesker.
»I mellemtiden er der sat to nye folk på sagen for at få friske øjne på. Håbet er, at de kan finde nogle løse ender, politiet endnu ikke har afsøgt endnu,« siger vagtchefen.
Annabell Liva Graff er sidst set torsdag aften og Anders Henrik Lynge er sidst set torsdag klokken 15. Begge blev set omkring Nyborg.
Det er desuden politiets formodning, at de to teenagere opholder sig sammen. Man mener nemlig, at de to er venner.
Annabell Liva Graff beskrives som spinkel, cirka 165 cm høj, med afbleget hår i den ene side og formentlig iført sort goth-tøj.
Anders Lynge Henrik beskrives som spinkel, cirka 178 cm høj, hår som på billedet, og så har man ingen oplysninger om, hvilket tøj han kan have på.
Hvis man har set noget til de unge mennesker eller ved noget om sagen, kan man kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
