I 10 dage lå 65-årige Kurt Klausen død og glemt på gulvet i sin lejlighed i Kolding – efter han var erklæret død.

Hverken kommunen, politiet eller det private hjemmeplejefirma Kære Pleje, der havde fundet ham død, gjorde noget.

Ingen huskede at bede om en bedemand til at hente liget, så den 65-årige kunne blive begravet.

Det skriver JydskeVestkysten, der efter at have skrevet flere artikler om den ulykkelige sag nu kan oplyse, at Kolding Kommune har taget det fulde ansvar for, at liget af den 65-årige mand blev glemt.

Faktisk var det først, da en ihærdig kusine til Kurt Klausen af egen drift begyndte at lede efter liget af sin fjerne fætter, at den pinlige forglemmelse endte med at blive opdaget.

Kusinen var blevet blevet kontaktet af en veninde til Kurt Klausen. Hun undrede sig over, at han ikke som normalt ringede til hende på Fanø om aftenen kl. 22, hvor de ellers hver eneste aften plejede at sige godnat til hinanden.

Kurt Klausen havde ingen nære pårørende, men for nogle år siden havde han mødt veninden fra Fanø gennem deres genoptræning efter blodpropper i hjernen, som de begge var ramt af.

Den 7. oktober fandt Kurt Klausens hjemmehjælper fra det private plejefirma Kære Pleje ham død på gulvet i hans lejlighed i Kolding. Rutinemæssigt blev både politiet og en læge tilkaldt, hvorefter to hjemmehjælpere gjorde den døde klar til at blive hentet af en bedemand.

Men herefter skete intet. Det lykkedes ikke at få kontakt til nogen pårørende eller en kontaktperson, så dagen efter afleverede hjemmehjælperne nøglerne til hans lejlighed til politiet.

I sin rapport om sagen skrev politiet ifølge kusinen, at Kurt Klausens bolig nu var tom. Men lejligheden var absolut ikke tom, for liget af den 65-årige lå der endnu.

»Og hvis jeg ikke var begyndt at lede efter min fætter, så lå han i lejligheden endnu,« sagde kusinen for nylig til JydskeVestkysten.

Kusinen begyndte at ringe rundt til politiet, hjemmeplejen, flere afdelinger i kommunen, til kirker, kapeller, skifteretten, sygehuset – og til politiet igen.

Først efter 10 dages forgæves detektivarbejde lykkedes det hende omsider 17. oktober at få en politimand i Kolding i tale, som hun kunne fortælle om mysteriet.

»Så fandt politimanden rapporten frem fra den dag, nøglerne til lejligheden var blevet afleveret på politistationen, og læste den højt for mig i telefonen. Lejligheden er tom, læste han op. Derefter lød han lidt eftertænksom og sagde, at jeg lige skulle give ham lidt tid. Efter tre timer ringede han tilbage og fortalte, at de havde fundet Kurt. De havde haft en patrulje ude hos min fætter. Han lå derhjemme,« fortæller kusinen til JydskeVestkysten.

Den 25. oktober kunne Kurt Klausen omsider blive bisat, og efter at have gransket sagen har Kolding Kommune nu påtaget sig ansvaret for fadæsen.

'Som leverandør har vi ansvaret for, at opgaver i forbindelse med afdøde borgere bliver varetaget professionelt, og at der altid sørges for aftaler med en bedemand. I de situationer uden pårørende er det Kolding Kommune, som skal forestå bisættelsen/begravelsen,' skriver kommunen i en e-mail til medarbejderne.