En håndfuld danske influencere var blandt de 73 personer, der lørdag aften blev sigtet for brud på forsamlingsforbuddet.
Det fremgår blandt andet af de pågældende influenceres Instagram-profiler.
En af dem er den 19-årige Laura Glentemose, der lørdag aften kunne dele nyheden om, at hun var blevet »anholdt«, med sine lidt over 46.000 følgere.
Med sig havde influenceren Victoria Fuglsang, der på sin Instagram-profil har lagt en story op af to politibetjente, der tilsyneladende tilbageholder gruppen af mennesker.
Hun har 53.000 følgere.
Begge har fået en bøde på 2.500 kroner for ikke at overholde forbuddet.
B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Laura Glentemose, men på sin Instagram-profil har hun lagt en story op, hvor hun blandt andet udtaler følgende:
»Man må lære af sine fejl og lade være med at tage den risiko at tage med til en fest, man bliver inviteret til, efter det hele lukker. Så må man bide den bøde i sig.«
»Ud over det synes jeg, at det er ret vildt, at regeringen lukker tingene klokken 22 stadigvæk. De skal huske, at når folk går hjem, så finder de private hjem, og i private hjem gælder grundloven, så er de nogle andre steder, som vælger at holde åbent og bryde forsamlingsforbuddet, og de holder de her fester, som de gjorde i går.«
Ifølge Ekstra Bladet blev festen afholdt på den københavnske stripklub 7th Heaven. Ejeren kan nu se frem til en bøde, der er noget større end de 2.500 kroner, som man får for 'bare' at bryde forbuddet.