Seks A4-sider.

Så langt er det anklageskrift, der onsdag skal danne rammen om en retssag mod en 34-årige mand i Københavns Byret.

Ifølge B.T.s oplysninger er der tale om en 34-årig influencer, der for kort tid siden har deaktiveret sine sociale medier.

Influenceren har for kort tid siden lukket sine sociale medier, men havde kort før lige under 100.000 følgere på eksempelvis Instagram.

Den 34-årige influencer er først og fremmest tiltalt for den 9. maj 2023 at have været i besiddelse af en 20 centimeter lang køkkenkniv ved Enghave Plads i København.

Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.

To måneder senere – den 11. juli 2023 – skulle han ifølge politiet have kørt rundt i sin bil – påvirket af både kokain, benzodiazepin og THC.

Men ifølge politiet var det bestemt ikke det eneste ulovlige, den 34-årige mand foretog sig denne sommerdag.

Han er nemlig også tiltalt for at have sparket en kvinde på venstre hofte og slået hende i hovedet.

Herefter skulle han ifølge anklageskriftet have optrådt »støjende, voldeligt og fornærmende«, da han på offentlig gade råbte »fuck« flere gange, kastede med diverse genstande, forstyrrede en tilfældig cyklist, slog på en bil med en økse, sparkede igennem førerdøren på en personbil og kastede solbriller mod politiet.

Da politiet ankom til stedet, skulle han ligeledes have under anholdelsen udtalt »små svin« og »I kan bare komme«.

Fire måneder senere – 1. september 2023 – var den ifølge politiet gal igen.

Her er influenceren tiltalt for at have truet en person med en hardball-pistol, der 'fremstod som et ægte våben'. Han havde rettet det mod personen og sagt »jeg er fucking klar«.

Det sidste tiltalepunkt i anklageskriftet fandt ifølge politiet sted den 22. oktober 2023.

Her er influenceren tiltalt for at have skaffet sig adgang til et hjem i Valby via et ødelagt hegn, hvorefter han kravlede rundt på taget af huset.

B.T. har kontaktet den tiltaltes forsvarsadvokat. Han ønsker ikke at oplyse, hvordan influenceren stiller sig til tiltalen.