Opdatering: Der er ikke fare for, at branden spredes yderligere, og der foretages nu en kontrolleret nedbrændinger af enkelte bygninger på stedet. Dette varer indtil midnat.

Der er fredag formiddag udbrudt brand i en industribygning i Hobro. Politiet beder borgere om at være opmærksomme.

Branden spreder en kraftig røgudvikling, og borgere skal blive indenfor samt lukke døre og vinduer, hvis røgen går til jorden.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Seneste melding er, at der ikke er kontrol over branden.

'Der arbejdes på højtryk for at inddæmme branden. Vi opfordrer borgere og nysgerrige om at holde sig væk fra stedet', skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Både politi og brandvæsen er fremme på Havrevænget i det nordlige Hobro, hvor branden er opstået.

'Der er sort røg, der stiger til vejrs og går i sydlig retning mod centrum af Hobro', skriver politikredsen videre på Twitter.

Nordjyllands Politi oplyser til B.T., at man fortsat er i tvivl om, hvad det er, der brænder. Formentlig er der tale om noget flamingo, som har bredt sig, og flere bygninger er siden brudt i brand.

En kvinde på i bygningen er kommet til skade som følge af røgforgiftning.

Hun er blevet behandlet af reddere på stedet og har det efter omstændighederne bedre.

B.T. følger sagen.