En større brand i en industrivirksomhed i Brande medførte eksplosionsfare, og Holstebromotorvejen blev spærret.

Borgere skulle holde sig fra området omkring brandstedet.

Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update natten til torsdag.

- Ved brandstedet er der nu eksplosionsfare, hvorfor man skal holde sig væk fra området og respektere anvisningerne fra politiet og de øvrige beredskaber på stedet, lyder det klokken 03.39.

Faren gjaldt bygninger i et område omkring Peder Larsens Vej og Dørslundvej.

- Dog er fareområdet, hvor kun brandberedskabet må opholde sig, udvidet, hvilket er grunden til, at motorvejen er spærret mellem frakørsel 11 og frakørsel 12, skriver politiet.

Borgere skulle derfor finde alternative ruter.

Da Midt- og Vestjyllands Politi klokken 01.35 kom med den første melding om branden, lød det, at borgere i området skal lukke døre og vinduer, hvis de lugter røg.

Klokken 5:17 meldte politiet ud, at eksplosionsfaren var drevet over, og Holstebromotorvejen snart genåbnes.

Det oplyste vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Thomas Hall tidligt torsdag morgen til Ritzau.

- Eksplosionsfaren er drevet over, så vi genåbner motorvejen lige om ganske kort tid, siger han.

RITZAU