Politiet i Aabenraa opgiver at finde liget af den forsvundne Uwe Schlichting-Hansen, og man vil heller ikke forsøge at få hans bil - eller det, der er tilbage af den - op på land igen.

Mysteriet om Uwe Schlichting-Hansen forbliver uløst. Hans bil er fundet, men der er stadig ingen, der ved, hvad der er sket med den 29-årige typograf.

Onsdag fandt tyske dykkere ved et tilfælde vraget af en bil på bunden af havnen i Aabenraa. Bilen viste sig at tilhøre en mand, som har været forsvundet i 35 år.



29-årige Uwe Schlichting-Hansen var lettere deprimeret, da han en novemberdag i 1977 forsvandt sporløst i sin lille gule Fiat.

- Vi har haft dykkere nede for at undersøge, om der skulle ligge knoglerester på bunden. De kunne konstatere, at der ikke ligger noget lig i bilen, og der ligger heller ikke noget ved siden af.

Det fortæller chefen for efterforskningen, Henning Wollsen, fra lokalpolitiet i Aabenraa, til bt.dk.

Derfor har politiet besluttet sig for at indstille eftersøgningen af Uwe, og hans bil får lov til at blive på bunden af havnebassinet.

- Det tjener ikke noget formål at begynde at bjærge den, siger efterforskningslederen.

- Vi har været i kontakt med hans søster, og hun er indforstået med, at vi indstiller formålet.



Henning Wollsen fortæller, at sagen fyldte en hel del i medierne dengang i 1977, og der blev brugt mange ressourcer på at finde den unge mand. Politiet ledte efter ham med både helikopter, dykkere og der blev trukket vod gennem havnen. Alt sammen uden resultat.

Efterforskningslederen tilføjer, at liget meget vel kan ligge et andet sted i området.

- Der er stærk strøm i området, og der sejler mange store skibe med store skruer gennem havnen, og derfor kan bilen sagtens have flyttet sig i årenes løb, siger Wollsen.

JydskeVestkystens hjemmeside kan du se en video af dykkernes arbejde.