Tilbage i februar blev en 33-årig mand fundet svært tilskadekommen ved en virksomhed på Platinvej i Kolding. 

Personen afgik senere ved døden, og nu vælger politiet, at lægge sagen ned. 

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

»Fra begyndelsen efterforskede vi sagen bredt, og vores efterforskning rettede sig også mod, om der kunne være foregået et strafbart forhold,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.

Videre forklares det, at der ikke er noget kriminelt forhold bag.

'På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med politiets efterforskning af sagen – herunder navnlig de lægelige erklæringer – er det anklagemyndighedens vurdering, at der ikke er rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart, men at der er tale om en ulykke uden andre involverede,' skriver politiet i pressemeddelelsen. 

Der er derfor ikke fundet grundlag for at fortsætte efterforskning af sagen. 

Dermed lægger politiet den mystiske sag ned.

Vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi understreger dog, at sagen er blevet undersøgt grundigt. 

”Når en person dør, og årsagen ikke umiddelbart kan klarlægges, undersøger vi selvfølgelig sagen meget grundigt. Det har vi også gjort i denne triste sag, og intet i efterforskningen har peget på, at andre har været involveret eller har påført manden de skader, der desværre førte til, at han mistede livet,” siger Carsten Vester.