Det var efter alt at dømme et glat føre, der var skyld i, at et ældre søskendepar lørdag middag mistede livet i en trafikulykke på Fyn.

Af den grund kommer indsatsleder Bjarne Puggaard med en helt særlig bøn:

»Jeg kan ikke gentage budskabet ofte nok: Få nu de vinterdæk sat på,« siger indsatslederen fra Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

Det er et budskab, Rådet for Sikker Trafik kan bakke op om.

Jesper Hemmingsen, der er specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, fortæller, at han ikke kan udtale sig om den konkrete ulykke.

Men han er på et mere generelt plan enig med indsatslederen i, at det er på tide at få skiftet til vinterdæk.

»Man skulle have gjort det for en måned siden. Hvis man ikke har fået det gjort endnu, skal det gøres nu,« siger han til B.T.

Særligt, hvis man er typen, der kører i alle slags vejrforhold. Hvis man er indforstået med at lade bilen stå, når der er glat, er man undskyldt.

Han fortæller, at danskerne generelt er gode til at køre efter vinterforholdene, men at det altså ikke er nok, at man er opmærksom på vejret, når man sætter sig bag rattet.

For trafikken er af og til uforudsigelig, og det er særligt her, det kan blive afgørende, hvilken type dæk man har på køretøjet:

»Hvis man skal bremse for en uforudset hindring, er der markant forskel på bremselængden i meter, alt afhængigt af om man køre på sommer- eller vinterdæk,« fortæller Jesper Hemmingsen.

Specialkonsulenten opfordrer derfor til, at man allerede, når temperaturerne når ned omkring de syv-otte grader, får skiftet dækkene.

Vejene kan nemlig blive hamrende glatte, når skyerne forsvinder, og kulden bliver bidende.

Og netop glat føre på Fyn indgår i bilinspektørens undersøgelser af lørdagens ulykke.

Den bil, som det ældre søskendepar – en mand på 85 år og en kvinde på 82 år – sad i lørdag formiddag, endte pludselig med at køre frontalt ind i en modkørende bil.

Til Fyens Stiftstidende fortæller indsatsleder Bjarne Puggaard, at vejen var glat som et spejl, da politiet ankom til stedet efter ulykken.

Derfor er vurderingen fortsat, at søskendeparrets bil kom ud af kurs som følge af det glatte føre.

Begge biler i ulykken, der skete på Bogensevej, havde sommerdæk på.

I den modkørende bil sad en 68-årig kvinde. Hun slap med mindre skader.

De pårørende er underrettet.