Gav ordre til at tæve presse og demonstranter.

Politiets indsatsleder under klimatopmødet i København for et år siden gav ordre til at tæve løs på presse og demonstranter så 'stavene blev rødglødende'. Det fremgår af en hidtil ukendt optagelse fra politiets indsats, skriver politiken.dk.

Optagelsen afslører politiets metoder, da demonstranter og presse skulle holdes væk fra topmødets centrum i Bella Center.

- Så vil jeg fanden rende mig se den stav, der så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort, lød det over politiradioen den 16 december sidste år, da demonstranter og politi stødte sammen under klimatopmødet.

Senere lyder det også over radioen, at pressen bare kan få samme tur, hvis de ikke fjerner sig, skriver politiken.dk, der også er i besiddelse af lydfilen, som du kan høre her.

- Der står presse mellem bilerne, de skal fandeme have samme tur, siger indsatslederen ifølge netavisen.

Klippet er en del af dokumentaren 'En klima-krimi', som DRs pirattv offentliggør torsdag.

Københans Politi har afvist at deltage i Go' Morgen Danmark for at svare på kritikken, da det 'ikke har været muligt at se filmen igennem i god tid forinden'.

De siger dog i en pressemeddelelse, at de vil gennemlytte klippet og undersøget dets autencitet.