En 25-årig fange er onsdag blevet indlagt på hospitalet, efter en medfange kastede en gryde med kogende eller varm olie i hovedet på ham.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Episoden fandt sted i Renbæk Fængsel i Sønderjylland.

Til B.T. oplyser vagtchef Bjørn Pedersen, at politiet modtog en anmeldelse om overfaldet klokken 17.20.

»Da vi ankom til stedet, fandt vi ud af, at det ikke var helt så alvorligt som først antaget,« fortæller han.

Den 25-årige blev ikke desto mindre kørt på skadestuen, hvor man kunne konstatere, at han havde fået andengradsforbrændinger.

Imens blev den 33-årige medfange anholdt og overført til en arrest.

»Man skulle ellers synes, at han var, hvor han skulle være i forvejen,« bemærker vagtchefen.

Han uddyber, at politiet i skrivende stund ikke ved, hvad der skete forud for overfaldet.

Renbæk Fængsel, der ligger 10 kilometer øst for Skærbæk, har eksisteret siden 1930'erne, hvor det dengang fungerede som ungdomslejr.

I 1946 blev det konverteret til et åbent statsfængsel.

I dag har fængslet plads til i alt 178 indsatte. Heraf er 128 af pladserne i fængslets åbne afdeling, mens 50 af pladserne er placeret i den lukkede del af fængslet.