En fange i Maribo Arrest satte mandag aften ild til sin celle i Maribo Arrest. Manden fik alvorlig røgforgiftning og øvrige fanger blev evakueret

En 43-årig mand, der sidder varetægtsfængslet i Maribo Arrest i en røverisag, var tilsyneladende så desperat, at han mandag aften kort før klokken otte satte ild til sin celle.

- Han barrikaderede sig i cellen og satte ild til en madras og noget tøj. Det tog noget tid, før vi kom ind til ham, men det lykkedes til sidst, og vi fik slukket branden, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til bt.dk.

Politiet har endnu ikke kunnet afhøre manden, som straks blev kørt til Rigshospitalet, hvor han blev lagt i trykkammer.

De øvrige fanger i arresten blev evakueret under branden, og fire af dem er nu overført til andre arresthuse, fordi deres celler er ubeboelige efter branden.