Onsdag morgen indfandt folk fra Viborg Kommune, politiet og Forsvaret sig hos et omstridt, midtjysk stutteri i forbindelse med et uanmeldt besøg.

Det er i forvejen sigtet for en række overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og onsdag er myndighederne så i gang med at lede efter nedgravede heste ved stutteriets ejendomme.

Senere i dag, klokken 15.30, vil Midt- og Vestjyllands Politi afholde et pressemøde omkring situationen.

Det skriver TV Midtvest.

Pressemødet vil handle om den såkaldte kontrolaktion, som politiet sammen med Viborg Kommune og Fødevarestyrelsen har foretaget siden i morges.

På pressemødet vil repræsentanter for alle tre myndigheder svare på spørgsmål, oplyser politiet ifølge mediet.

Ritzaus fotograf, der er til stede ved stutteriet, fortæller, at han aldrig har set noget lignende.

»Der er en af Forsvarets maskiner, der har gravet en masse døde hestekroppe op fra jorden, som nu ligger spredt i græsset rundt omkring. Der er sådan en sødlig, men rådden lugt,« siger han.

Der er tidligere blevet rejst i alt 35 sigtelser mod Stutteri Viegård.

De har dog ikke karakter af vanrøgt eller mishandling. Derfor er der heller ikke sket sanktioner som fjernelse af heste.