Landsret har idømt mand fængsel i fem år for menneskesmugling og dokumentfalsk.

Nykøbing Falster. Det foregik nærmest på samlebånd, da en række udlændinge på Bornholm blev smedet sammen med borgere i EU-lande.

Inden bryllupperne var der indlogering på hotel, mens der blev fremskaffet forfalskede opholdstilladelser og visa til vielseskontoret.

En af arrangørerne er en indisk mand, der af Østre Landsret forleden blev straffet med fængsel i fem år.

Landsretten har ved dommen nedsat straffen en smule i forhold til resultatet, da Retten i Nykøbing Falster afsagde dom i september sidste år. Dengang fik Rajesh Sharma nemlig fængsel i seks år.

De involverede udlændinge blev smuglet ind i Danmark via Rødbyhavn, hvorefter turen gik til solskinsøen.

Sharma og hans kammerat, Amil Kumar Bamba, der fik fængsel i fire år, blev stoppet ved en grænsekontrol i 2016.

I den forbindelse fandt politiet fotos af pas og andre legitimationspapirer. De lå i en chipspose i bilens motorrum, oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sidste år.

/ritzau/