En 47-årig journalist er kendt skyldig i talrige overgreb og blufærdighedskrænkelser mod børn i perioden 2011-2015.

Den tiltalte mand, der tidligere har arbejdet på Ekstra Bladet, blev kendt skyldig af et nævningeting i hele 167 overgreb mod 31 børn, hvor tre af dem var mandens egne børn, 27. september.

44 dage senere sidder manden igen på anklagebænken ved Retten i Roskilde.

Her fremlægger anklager Lise Frandsen den mentalundersøgelse, der lavet af den tiltalte.

Men inden hun starter på oplæsningen, afslører anklageren, hvilken straf anklagemyndigheden mener, journalisten skal idømmes.

Forvaring, altså tidsubestemt frihedsstraf.

Mentalundersøgelsen blev udarbejdet 7. september i år. Anklageren oplyser, at hun ikke vil nævne alle forhold, men koncentrere sig om dem, der har betydning for strafudmålingen.

»Han har forklaret, at han tændte på at se de optagne videoklip, som han brugte til onani. Der var tale om en slags fetich, forklarede han. Han understregede, at hans handlinger ifølge ham ikke har traumatiseret børnene. Hans seksuelle interesse for små børn ophørte angivelig omkring 2015,« læser Lise Frandsen op.

Manden har forklaret, at han især interesserer sig for unge, mindreårige teenagepiger, som han erkender at tænde på. Han skulle have skrevet til dem, når han var »smaskhamrende liderlig«, og fortalt, at han følte sig som en slags »konge« på de sociale medier.

I konklusionen fra mentalundersøgelsen noteres det blandt andet, at han fremstår yderst bagatelliserende. Han fremstår grådlabil, men uden selvmedlidenhed, noterer retspsykiateren.

Han bedømmes til at være personlighedsmæssigt afvigende og svært seksuel afvigende, men uden egentlig psykopati.

Der vurderes at være høj risiko for recidiv (gentagelse, red.), og derfor lyder konklusionen, at der må antages at bestå en væsentlig fare for andre menneskers liv, legeme, helbred eller frihed, hvorfor forvaring i stedet for fængsel er påkrævet.

Den opfattelse deles også af Retslægerådet, fremgår det af en erklæring.

Modsat anklageren mener forsvareren, at hans klient skal idømmes en fængselsstraf på to et halvt til tre års fængsel.

Efter procedurer fra både anklageren og forsvareren får journalisten lov til at få det sidste ord i sagen.

»Sagen har handlet meget om det, som jeg har nægtet mig skyldig i. Men jeg har ikke rigtig haft lejlighed til at undskylde over for de implicerede i sagen, og det vil jeg gerne benytte lejligheden til at gøre.«

»Især at jeg har svigtet tilliden fra mine børn, som i mange år har set mig som deres superman og helt.«

»Nu ser de på mig med andre øjne, og derfor vil jeg gerne lægge denne sag bag mig og bevise, at jeg ikke vil gøre sådan noget igen. For min egen skyld er jeg faktisk meget glad for, at sagen er blevet opdaget, så jeg kan lægge mit liv om.«

Dommeren oplyser, at nævningetinget nu skal votere strafudmålingen, hvilket vil tage nogle dage.

Der vil først falde dom mandag 14. november klokken 13.