Der var engang, hvor et postkort fra en ferie havde én bestemt modtager.

Men så kom de sociale medier, og i dag er det helt almindeligt at gøre status og loade feriebilleder og selfies op på Facebook, Instagram og andre platforme.

Hvis man har en åben profil, kan der dog sagtens være andre end familie, venner og bekendte, der kigger med.

'Et foto på Facebook, mens ferien står på, er det samme som at fortælle indbrudstyven, at din bolig er alene hjemme,' lyder advarslen fra vicepolitiinspektør Chr. Østergård, der leder Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion, i en pressemeddelelse.

Selvom det kan være fristende at dele sin begejstring over rejsen til smukke badestrande eller sneklædte alpetoppe i den forestående vinterferie, er det altså en god ide at vente med at offentliggøre sine billeder, til man er hjemme igen.

I pressemeddelelsen kommer Syd- og Sønderjyllands Politi desuden med følgende anbefalinger og præventive råd, som kan være med til at forhindre indbrud i ferien:

Er din stue et udstillingsvindue?
Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem?

Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle.

Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.

Er der mon nogen hjemme?
Lidt opvask i køkkenet, vasketøj på snoren, legetøj i haven samt en kaffekop og en opslået avis på stuebordet.

En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven fravælger dit hjem.

Hvor kigger tyven efter værdierne?
Rigtig mange borgere opbevarer smykkerne i soveværelset og på badeværelset.

Det ved tyven, hvis han/hun kommer på besøg. Vær derfor kreativ og find alternative gemmesteder til værdierne.

Hjælp ikke tyven med at bryde ind
Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme.

Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med – mere avanceret værktøj skal der ikke til.

Husk også at låse stiger og andre redskaber inde.

Og er du hjemme i vinterferien? Så vær en god nabo
Gode naboer tilbyder at sørge for, at tomme boliger ser beboede ud i ferieperioden.

Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.

På samme måde er det en god idé at sige 'hej' til borgere i kvarteret, du ikke kender – og spørge, om de har brug for hjælp.

For tyvens største frygt er at blive genkendt.

Alt i alt forhindrer aktive nabohjælpere op imod hvert femte indbrud, fordi tyven vælger området fra.