En vaks borger i Jyllinge spillede onsdag en afgørende rolle, da politiet kunne anholde en 33-årig mand, som mistænkes for at stå bag en stribe forbrydelser – blandt andet flere indbrud hen over vinteren.
Ifølge den seneste døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi skete anholdelsen på baggrund af et tip, hvor en borger genkendte en bil i Jyllinge, som flere havde advaret mod på sociale medier i forbindelse.
Borgeren kontaktede derfor politiet, som kunne konstatere, at bilen var stjålet få dage forinden.
Ved politiets ankomst til stedet forsøgte manden at slippe væk, men han blev hurtigt fundet og anholdt.
I den 33-åriges lomme fandt man nøglerne til den stjålne bil, og derudover fandt politiet i bilen flere genstande, der stammede fra andre indbrud.
Den anholdte blev derfor sigtet for i alt syv tilfælde af indbrud, tyveri og brugstyveri, der er begået i Roskilde, Kirke-Eskilstrup og Greve.
Den 33-årige var i forvejen kendt af politiet, og ved et grundlovsforhør i byretten i Roskilde blev han varetægtsfængslet under politiets fortsatte efterforskning af sagen.
På baggrund af hans historik samt de gentagne tilfælde af indbrud og tyveri, valgte dommeren at varetægtsfængsle ham frem til 26. marts.
»Vi ser lige nu flere indbrud i private hjem, som vi arbejder målrettet mod at få stoppet. Derfor er jeg godt tilfreds med, at det lykkedes os at få varetægtsfængslet én af dem, der skaber stor utryghed i området. Nu skal vores efterforskning klarlægge, om der er flere sager, som vi kan sætte i forbindelse med den 33-årige,« lyder det fra vicepolitiinspektør Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
»Der skal derudover lyde en stor ros til de opmærksomme borgere, der melder mistænkelige forhold ind til politiet. Det er en helt afgørende grund til, at det lykkedes os at anholde den mistænkte i denne sag,« tilføjer Jacob Olsen.
Politiet arbejder nu videre med at finde frem til ejerne af de forskellige genstande, som manden blev fundet i besiddelse af.

