Der er sket en markant stigning i antallet af indbrud i boliger i flere kommuner i Nordsjælland.

Nordsjællands Politi har registreret 3.846 indbrud i 2025 og indtager dermed en uønsket førsteplads som landets mest indbrudsplagede politikreds. 

Det skriver Berlingske.

Særligt Hørsholm, Fredensborg, Helsingør og Gentofte er hårdt ramt af indbrud med stigninger på op til 33 procent.

Politiet peger på udenlandske kriminelle, der bruger S-tog og Kystbanen til at nå indbrudsstederne og flygte igen med tyvekosterne.

»Mange af indbruddene er koncentreret om S-togslinjerne og langs Kystbanen. Vi har en hypotese om, at mange måske tager ophold i og omkring København og så tager af sted på 'togt' og tilbage igen,« siger Anders Jørgensen, leder af indbrudssektionen i politikredsen.

De kriminelle går særligt efter ældre borgere og stjæler kontanter, smykker og sølvbestik. 

Anders Jørgensen anbefaler borgere at installere appen Nabohjælp for at hjælpe politiet med at få bugt med stigningen i antallet af indbrud.