Det strømmer ind med anmeldelser af indbrud i Nordjylland.

»Vi har været ret ophængt med at tage imod anmeldelser af indbrud. Indtil videre har vi modtaget 30 anmeldelser,« siger vagtchef Mogens Hougaard fra Nordjyllands Politi til B.T.

Normalt er der omkring 10 anmeldelser af indbrud i politikredsen i løbet af en weekend.

Det får nu ordensmagten til at advare borgerne på Twitter.

'Bemærkes mistænkelige personer eller køretøjer i lokalområdet kan politiet kontaktes på 114', skriver politiet.

Indbruddene har blandt andet fundet sted i fritidshuse ved Blokhus og i villaer i Aalborg, Dall Villaby og Svenstrup.

Størsteparten af indbruddene er sket i denne weekend, imens enkelte er sket før weekenden, men først er blevet opdaget af ejerne og meldt til politiet i dag.

Særligt Svenstrup sydvest for Aalborg er hårdt ramt af indbrudstyvene.

»I Svenstrup har vi haft syv indbrud på de samme villaveje. Vi har søgt med hunde i området,« siger Mogens Hougaard.

Politiet er i øvrigt på relativ bar bund i sagerne, hvor tyvene typisk er gået efter designermøbler, fjernsyn og let omsættelige varer som smykker og bærbare computere.

»Vi kan ikke vide, om det er de samme gerningsmænd, der står bag. Det må efterforskningen kaste lys over,« siger han.

Nordjyllands Politi hører gerne fra borgere, der har set eller bemærket noget. Politiet kan kontaktes via telefon 114.