En række indbrud under begravelser har vakt stor forargelse.

Nu kommer politiet med en opfordring til dem, det er gået ud over.

Under en ransagning i maj fandt Midt- og Vestjyllands Politi flere tyvekoster, som stammer fra sådanne indbrud.

'Gerningspersonen har tilsyneladende holdt øje med notitser i aviserne og slået til, mens husenes beboere var til begravelse eller bisættelse,' skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Facebook.

Men her tre måneders tid senere er flere af tyvekosterne stadig i politiets varetægt.

Derfor deler politiet nu billeder af nogle af tyvekosterne i håbet om, at de retmæssige ejere melder sig.

'Indbruddene kan have fundet sted i det meste af landet. Vi har i hvert fald indikationer på, at der kan være gerningssteder i både Jylland, på Fyn, Sjælland, Lolland og Falster,' skriver politiet.

Her er et par af de billeder af tyvekoster fra indbrud under begravelser eller bisættelser, som politikredsen har delt:

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere

Du kan se flere bileder af de uafhentede tyvekoster på Midt- og Vestjyllands Politis Facebook-opslag og på Politiets hjemmeside.

Hvis du kan genkende nogle af genstandene som værende dine, kan du kontakte politiet på telefon 114 og oplyse journalnummer 4100-75217-00040-22.