Der er blevet stjålet forskellige former for medicin under et indbrud på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Sådan fremgår det af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

På hospitalet er flere aflåste døre til en række medicinrum på samme afdeling blevet brudt op, hvorfra smertestillende og blodfortyndende medicin af forskellige typer er forsvundet.

»Politiet vil gøre opmærksom på, at den stjålne medicin kan være farlig i ukyndiges hænder og ved indtagelse, ligesom tilbud om køb af medicinen kan vurderes til at være hæleri af stjålne varer,« lyder det i døgnrapporten.

Tyveriet blev opdaget mandag morgen, og gerningsmændene formodes at have været på spil søndag i tidsrummet kl. 20.30-21.00.

Endnu vides det ikke, hvem gerningsmændene er.

Politiet skal nu analysere de tekniske spor og tjekke videoovervågning fra Sjællands Universitetshospital for at komme en opklaring nærmere.

Samtidig vil man også genbesøge et indbrud, der blev begået samme sted i forrige weekend for at se, om der skulle være en sammenhæng mellem de to sager.

Har man relevante oplysninger, kan politiet kontaktes på tlf. 1-1-4.