Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk.

To biler i millionklassen, designerlamper, B&O-fjernsyn og dyre armbåndsure er i den forgangne uge blevet stjålet fra en villa i Hornbæk, oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

Det var et kedelig syn, der ventede ejeren af en villa på Sauntevej i Hornbæk, da han vendte hjem fra sin ferie. Her kunne han nemlig konstatere, at foreløbig ukendte gerningsmænd havde tømt villaen for en lang række værdifulde designermøbler, heriblandt tre PH-lamper af modellen 'koglen', to B&O-højtalere og armbåndsure.

Hertil havde tyvene ifølge Nordsjællands Politi stjålet en Audi RS6 samt en Mercedes E63 fra villaens garage. Begge biler stod uden nummerplader, men det var tilsyneladende lykkedes tyvene at finde nøglerne til de to biler.

Ifølge Helsingør Dagblad, der først omtalte historien, har de to biler hver en nypris på to millioner kroner.

Nordsjællands Politi oplyser, at man endnu ikke har opgjort den samlede værdi af de stjålne genstande, men det kan således løbe op i flere millioner kroner.

Det lykkedes tyvene at skaffe sig adgang til villaen ved at bryde en stor metalport op, hvorefter de ifølge Helsingør Dagblad brød et vindue op.