I juli afslørede de litauiske myndigheder i samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (Olaf) en illegal nikotinposefabrik i Litauens næststørste by, Kaunas.

Her fandt man blandt andet 330.000 bøtter med kopinikotinposer, som var mærket med logoer fra kendte nikotinposemærker, heriblandt Velo.

Det skrev Olaf i starten af august i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Det er myndighedens opfattelse, at den illegale fabrik leverede kopinikotinposer til blandt andet det skandinaviske marked.

Det har fået direktør i brancheorganisationen for røgfrie nikotinprodukter, Nikotinbranchen, Inger Schroll-Fleischer til at bekymre sig om et voksende marked for kopinikotinposer.

- Kopiproduktion rettet mod blandt andet Skandinavien siger noget om, hvor stort det illegale marked er.

- Det kan åbenbart betale sig at etablere en hel fabrik og kopiere nikotinposer, lyder det fra Inger Schroll-Fleischer.

Ifølge direktøren er det første gang, at man ser kopiproduktion af nikotinposer.

Hun tilføjer, at man ikke kender indholdet af kopiprodukterne, og at de dermed udgør en risiko for forbrugerne.

Ifølge Inger Schroll-Fleischer er der allerede problemer med, at nikotinprodukter bliver solgt ulovligt på internettet og på de sociale medier.

Her er der dog ikke tale om kopiprodukter, men salg af nikotinprodukter uden alderskontrol og salg af nikotinposer med ulovlige smage og nikotinniveauer.

- Kopiprodukterne bliver endnu en udfordring i en situation, hvor det illegale salg i forvejen foregår åbenlyst på hjemmesider og sociale medier, lyder det fra Inger Schroll-Fleischer.

Direktøren for Nikotinbranchen forudser nemlig, at der også vil være et marked for kopiprodukter af nikotinposer.

- Det er naivt at tro, at fabrikken her (fabrikken i Litauen, red.) er en enlig svale, siger hun.

RITZAU