Brandfolk kæmper torsdag eftermiddag mod flammer i Farsø.

Og de er glubske.

Ilden gemmer sig nemlig i lommer.

Og det er ikke et hverken let elle lille område, som brandfolkene skal lede efter de skjulte gnister i.

»10 hektar er brændt af, og vi kører rundt for at finde og slukke alle ildrester, siger Palle Olesen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, til B.T.

For at lykkedes med den mission har beredskabet taget et særligt våben i brug.

En ATV.

»Vi har en ATV herude, som vi kører rundt på. Den har 2000 liter vand med sig rundt og er rigtig god i det her knoldede terræn,« siger Palle Olesen.

Branden, som har hærget et naturområde ved Viborgvej i Farsø syd for Aalborg, har ud over ATV'en krævet ikke mindre end 7 brandbiler på stedet. Herunder to tankvogne fra Station Aars og Station Aalestrup.

Slukningsarbejdet har allerede været i gang i nogle timer og forventes at fortsætte en rum tid endnu.

»Vi skal være sikre på, at vi får slukket alle ildlommer, siger Palle Olesen.

Hele misæren startede - som det så ofte gør - med en gnist. Nærmere bestemt et gnist til et bål. Men bålet greb om sig, og manden bag bålet er derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.