Flammerne stod lørdag aften op fra en gildesal på Sæbyvej i Høng.

Politiet blev klokken 17.46 kaldt ud til en bygningsbrand fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjælland Arne Aabech.

»Der foregik en form for fest i salen, men alle var heldigvis kommet ud i god behold,« siger han.

Politiet og brandvæsnet frygtede, at der kunne være nogle trykflasker i bygningen, men det fik man hurtigt undersøgt.

»Der var ingen flasker,« siger vagtchefen.

Han kender ikke de materielle skader, og politi og brandvæsen kan endnu ikke sige, hvad årsagen til branden var.