Idømt fem års fængsel: Voldtog kone og kunde
Manden blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.

Manden blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.

En 43-årig mand er ved Retten i Glostrup torsdag blevet idømt fem års fængsel for at have voldtaget sin daværende kone samt en kvinde, som han kørte med som taxachauffør.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev fundet skyldig i gennem ni år gentagne gange at have voldtaget sin daværende hustru.
Manden blev samtidig dømt for gennem flere år at have udsat kvinden for psykisk vold og omfattende negativ social kontrol.
Anklager Albert Taleshan, siger:
»Det kræver meget mod at gå til politiet og fortælle om voldtægter og psykisk vold i en nær relation. Sager som denne viser også, hvorfor man skal række ud og søge hjælp, hvis man bliver udsat for vold eller seksuelle overgreb – også når det sker i hjemmet og begås af en person, man lever sammen med.«
Den 43-årige blev desuden dømt for at have voldtaget en anden kvinde i forbindelse med, at han som taxachauffør havde kørt med hende.
Anklageren siger:
»Man skal kunne sætte sig ind i en taxa og være sikker på, at man kommer trygt frem. Her udnyttede den dømte sin rolle som taxachauffør til at begå et alvorligt seksuelt overgreb mod en kvinde, han kørte med.«
Manden blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.
Han har anket dommen.