Lyt til artiklen

Da en 35-årig mand en kold februarnat blev overfaldet, stukket og snittet med en køkkenkniv, var det tæt på at koste ham livet.

Nu er en 40-årig mand fra Salling blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling – på ubestemt tid.

Det er Retten i Viborg, der netop har fundet den 40-årige skyldig i ikke alene drabsforsøg, men også i forhold om vold, trusler og blufærdighedskrænkelser.

Alle forbrydelser, der blev begået i januar og februar i år.

Selve drabsforsøget fandt sted natten til 9. februar. Allerede få timer senere anholdt Midt- og Vestjyllands Politi en mistænkt, som siden har siddet varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.

Selvsamme mand er altså netop blevet kendt skyldig.

»Jeg er tilfreds med, at retten har været enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om drabsforsøg, ligesom jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om anbringelse på psykiatrisk afdeling uden at fastsætte en længstetid for den dømtes foranstaltning,« lyder det i en pressemeddelelse fra specialanklager Pia Koudahl.

Den 40-årige mand modtog ikke dommen på stedet, men bad i stedet om betænkningstid til eventuelt at anke.