Rigtig mange af os kender det. Det er simpelthen så hyggeligt at slå telt op, tænde et bål og gøre sig klar til en hyggelig overnatning ude hos moder natur.

Det var formentlig også, hvad to mænd på henholdvis 74 og 72 må have tænkt, da de lørdag aften valgte at slå deres telt op, starte et bål og ellers gøre sig klar til en formentlig kold og hyggelig aften under åben himmel ved Strandgade i Roskilde på Midtsjælland.

Det specielle, ved de to ellers ret friske herrers camping-tur, var dog, at de havde slået teltet op på isen ca. 200 meter ude på Roskilde fjord. Og ikke nok med det, så havde de også tændt et bål på isen - formentlig for at holde varmen.

- Det er ret usædvanligt, når man kan se bål ude på isen. Derfor fik vi en anmeldelse i går aftes. Den fulgte vi naturligvis op på og tog derud og kaldte de to mænd ind igen, siger Søren Danielsen vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Isen i Roskilde fjord er ikke tyk nok til, at vi har givet tilladelse til, at folk kan færdes på den. Og der er ret dybt på det sted, hvor de to mænd havde slået telt op og tændt bål. Så hvis man falder i, så drukner man, siger Søren Danielsen, der fortæller, at de to mænd vil modtage bøder for deres lidt for dristige campingtur på isen.

Før man lovligt kan færdes på isen - ikke kun ved Roskilde Fjord - skal politiet have sat skilte op, hvor der står, at det er tilladt. Ellers kan man modtage en bøde, hvis man bliver taget - ikke kun i at campere.