Lørdag aften vil gaderne verden over være fyldt med Dracula'er, Scream-kostumer og zombier.

Men i Paris er man nervøs for, at der til byens Halloween-optog bag de uhyggelige masker vil gemme sig personer med helt andre intentioner end at fejre den gyselige dag.

Det forklarer danske Peter Munch Andersen, der ejer en flødebollebutik i det centrale Paris.

»Der er varslet flere demonstrationer i morgen (lørdag, red.), men de har af politiet fået besked på at holde sig væk fra centrum. Derfor frygter man allermest, at der kommer Halloween-fest i gaderne, og at der så vil være mange banditter, som gemmer sig der og begynder at smadre byen,« siger danskeren.

Peter Munch Andersen, indehaver af KYS i Paris. Privatphoto

Han befandt sig selv i den franske hovedstad, da demonstrationer imod skoleforhold og ringe levevilkår forrige lørdag gik helt amok.

Urostiftere satte ild til containere, biler og cykler, sloges med politiet og plyndrede utallige forretninger.

Den franske indenrigsminister, Laurenz Nuñez, advarede fredag demonstranter mod at bruge Halloween som en anledning til at skjule sit ansigt i forbindelse med eventuelle uroligheder.

Laurenz Nuñez oplyste samtidig, at man indsætter 70.000 betjente, og at der »vurderes at være en meget høj risiko for uroligheder« i hele landet lørdag.

En café nær Peter Munch Andersens forretning blev i sidste uge genstand for optøjer. Privatphoto

Demonstrationerne var forrige lørdag tæt på Peter Munch Andersens forretning Kys, men heldigvis valgte ingen at kaste sin vrede over flødebollebutikken.

Skal du til Paris i weekenden? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

De ansatte, der var på arbejde den dag, nåede dog at opleve lidt af hvert, når de kiggede ud af de store vinduespartier.

Så meget, af en af dem nu har taget konsekvensen. 

»Hun var i orkanens øje forrige weekend, og i går sagde hun op. Hun har ikke lyst til at stå i det igen,« siger Peter Munch Andersen.

Danskeren fortæller, at man fra myndighedernes side har iværksat en række tiltag, der gør, at butiksindehavere tror på, at der ikke vil ske store ødelæggelser lørdag.

Frygten er der dog absolut.

»Vi holder alle vejret,« siger han.