Onsdag aften kunne politiet ses ved en adresse i den mindre midtjyske by Høgild, der ligger syd for Herning.

Torsdag oplyser politiet, at det i byen har anholdt tre personer - to mænd på henholdsvis 19 og 20 år samt en 17-årig dreng.

Alle tre forbindes af politiet til et knivstikkeri, som fandt sted i Bispehaven i Aarhus V natten til lørdag. Her blev to mænd på henholdsvis 22 og 25 år stukket med kniv.

De tre anholdte sigtes alle for drabsforsøg, oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.

Torsdag bliver de fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor det skal besluttes, om de skal varetægtsfængsles.

/ritzau/