I næsten et halvt år har en 30-årig sygeplejerske siddet varetægtsfængslet for at have dræbt tre patienter og forsøgt at dræbe en fjerde patient under en skæbnesvanger nattevagt på Nykøbing Falster Sygehus.

Tirsdag formiddag vil Sydsjællands og Lolland-Falster Politi udvide sigtelsen, fordi sygeplejersken efter politiets opfattelse skal sigtes for at have slået endnu en patient ihjel.

Den 30-årige kvinde har fra sagens start kategorisk nægtet sig skyldig, og vil ifølge sin forsvarer også gøre det i forhold til den nye sigtelse for endnu et drab.

Den nye drabssigtelse vil blive præsenteret for retten tirsdag, når den 30-årige kvinde efter planen skal have sin varetægtsfængsling forlænget. Men i modsætning til alle de tidligere retsmøder siden hendes anholdelse søndag 1. marts, ventes tirsdagens retsmøde ikke at komme til at køre for lukkede døre.

Dermed får offentligheden sandsynligvis for første gang chancen for at få en smule konkret kendskab til, hvorfor politiet har rejst de alvorlige sigtelser mod hende i den hidtil hemmeligholdte efterforskning.

Ifølge oplysninger til BT kommer den nye sigtelse for det fjerde drab ikke til at dreje sig om et dødsfald, der fandt sted på den samme nattevagt som de tre første dødsfald. Men derimod sandsynligvis om et ældre dødsfald fra 2012, da den sigtede sygeplejerske var ansat på en medicinsk afdeling.

Dette mistænkelige dødsfald, hvor patienten havde morfin i blodet, blev allerede dengang efterforsket af politiet, som dog dengang trods grundige retskemiske analyser ikke med sikkerhed kunne fastslå, at der var tale om et drab.

Hverken sagens anklager, advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, eller forsvarer, advokat Jørgen Lange, har over for bt.dk ønsket at kommentere, om den nye sigtelse drejer sig om dødsfaldet fra 2012.

Den 30-årige sygeplejerske har siddet varetægtsfængslet i omkring fem en halv måned, efter at hun blev anholdt efter en begivenhedsrig nattevagt 1. marts.

Tre ældre patienter havde mistet livet, mens hun var på arbejde hen over natten, og anklagemyndigheden mener, hun gav patienterne et ukendt medicinpræparat intravenøst - altså ved indsprøjtning direkte i en vene.

Kvinden har fra sagens begyndelse fastholdt sin uskyld, og sammen med sin forsvarer har hun ønsket åbne døre ved sagens hidtidige retsmøder, så hun fik mulighed for at fortælle sin version - og imødegå bysladderen om sagen.