Den drabssigtede Peter Madsen sidder onsdag atter på anklagebænken i Københavns Byret, hvor han blandt andet skal forsøge at forklare, hvorfor den svenske journalist Kim Walls lig havde adskillige knivstik.

Onsdag fortsætter sagen mod ubådsentusiasten og raketbyggeren Peter Madsen.

Raket-Madsen er tiltalt for at havde mishandlet, dræbt og parteret den svenske journalist, inden han skilte sig af med hendes lig i Køge Bugt en augustnat sidste år. Madsen nægter sig skyldig i drab, men erkender sig skyldig i usømmelig omgang med lig.

Sagen mod ham fortsætter i byretten 9.30 onsdag, og hele dagen er sat af til afhøringen af Peter Madsen.

LÆS OGSÅ: Skal vidne i retten: Hun kan blive Peter Madsens værste mareridt

Først vil anklager Jakob Buch-Jepsen stille spørgsmål til den tiltalte, og derefter er det Madsens forsvarer, Betina Hald Engmarks, tur.

Ifølge dr.dk bliver det især interessant at høre, om Peter Madsen fortsat nægter sig skyldig i drabet af Kim Wall. Han er endnu ikke kommet med en forklaring på de mange knivstik, han ifølge anklageskriftet påførte journalisten. Anklageren mener, Peter Madsen stak hende, mens hun var i live, men det nægter han.

Han har ved det første retsmøde i sagen 8. marts forklaret, at Kim Wall døde som følge af en ulykke med udstødningsgasser ombord på ubåden Nautilus.

Den svenske journalist sejlede ud med Peter Madsen 10. august sidste år for at lave en reportage om ham. Hun vendte aldrig tilbage fra sejlturen. Hendes kæreste slog alarm, og ubåden blev efterlyst. Da både ubåden og Peter Madsen dukkede op dagen efter, var Kim Wall ikke ombord. Han hævdede, at han allerede havde sat hende i land.

Få dage efter blev dele af hendes lig fundet.