Inger Lund Overgaard hører om mange forfærdelige episoder i sit virke som tilknyttet dyrlæge i organisationen Dyrenes Beskyttelse.

Men sager så voldsomme som den om katten Fiona, der fredag aften led en makaber død i et boligområde i Aarhus-bydelen Risskov, hører hun alligevel ikke hver dag.

I første omgang måtte en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse og et vidne lede efter Fiona i en hæk.
I første omgang måtte en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse og et vidne lede efter Fiona i en hæk. Dyrenes Beskyttelse

'Vi er i chok. Vi forstår simpelthen ikke, at et menneske kan rumme så stor ondskab,' lyder det i et opslag på Facebook fra Dyrenes Beskyttelse.

Her fortæller organisationen historien om etårige Fiona, der på en gåtur alene i Risskov blev dræbt på brutal vis.

'Den dag møder hun et menneske, der kun vil hende ondt,' skriver organisationen i opslaget.

'En beboer kommer op fra en kælderskakt og ser en mand kaste en kat hårdt ned på fliserne. Katten er Fiona,' lyder det videre.

Katten Fiona døde af sine kvæstelser og er nu i politiets varetægt.
Katten Fiona døde af sine kvæstelser og er nu i politiets varetægt. Dyrenes Beskyttelse

Beboeren kunne angiveligt se, hvordan Fiona blev kylet ned i jorden op til flere gange, inden han tog affære og råbte gerningsmanden an.

Efter at være blevet taget i akten skulle gerningsmanden ifølge beboeren have kastet katten cirka en meter ind i en hæk og flygtede angiveligt fra stedet.

'Han (beboeren, red.) kan høre hende ralle, men kan ikke finde hende (Fiona, red.),' lyder det videre i opslaget.

En kredsformand for Dyrenes Beskyttelse blev kaldt ud, og sammen fandt de katten stærkt forslået og med blod løbende ud ad munden.

Få minutter efter var hun død.

Foreningen er i chok over den voldsomme behandling af katten, og dyrlæge Inger Lund Overgaard, som har behandlet sagen for organisationen, håber, at det kommer til at få konsekvenser for gerningsmanden, der nu er politianmeldt.

»Det er jo noget værre noget. Det er altid hårdt at se et dyr lide, så vi håber, at politiet finder frem til en gerningsmand, og at vedkommende bliver straffet for det her,« siger hun.

Der er dog ingen håndfaste beviser i sagen udover flere udsagn fra øjenvidner, og sagen er nu overdraget til Østjyllands Politi.

Politikredsen er nu allerede i gang med efterforskningen, bekræfter de i et skriftligt svar til B.T.

'Der er p.t. ingen sigtede. Sagen er fortsat under efterforskning, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt af hensyn til sagens fortsatte efterforskning,' skriver politikredsen og fortsætter dog:

'Det kan tilføjes, at den afdøde kat er i politiets varetægt med henblik på evt. øvrige relevante undersøgelser i sagen.'