I årevis havde hun tiet og holdt det for sig selv. 'Ingen vil tro dig,' havde han sagt. Han var voksen, hun blot et barn.
Hun følte sig alene. Det var deres lille hemmelighed, som ingen andre kendte til.
Dette er historien om et årelangt mareridt, som en voksen mand udsatte sin steddatter for. Det begyndte i midten af 00'erne, men først i denne uge blev der sat punktum.
Historien begyndte i 2006, da pigen var 12 år, og familien lige var flyttet til Kreta.
Hun var bange for at være alene og for, at han skulle komme ind til hende om aftenen, mens moderen var på nattearbejde.
Han rørte hende på brysterne, mellem benene og kyssede hende på kroppen. Nogle gange havde de også oralsex.
Det udviklede sig og blev til samlejer. Det foregik typisk i stuen på en sovesofa, der kunne slås ud, eller på et tæppe på stengulvet. Hun lå stille. Det var ham, der førte an. Det var deres 'far-datter-leg', sagde han.
Hendes mor og de to mindre søskende vidste ingenting, selvom de boede under samme tag. Ingenting om det mareridt, hun gik igennem. I perioder hver eneste uge.
Men på en indkøbstur i Bilka sidste år blev det dråben. Ti år efter, at det sidste overgreb fandt sted.
Før det havde hun ikke fortalt det til én eneste. Hun var nu 27 år.
Hun var sammen med sin mor og lillesøster. Moren var få måneder tidligere gået fra stedfaren efter 22 år.
De pjattede. Moren og lillesøsteren. De havde altid haft et tæt forhold, mens hun ikke selv følte, at hun havde nogen at betro sig til.
De grinede. Hun følte sig udenfor. Igen. Og så brød helvede løs.
Hun brød sammen, græd og fortalte om de årelange seksuelle overgreb, som stedfaren havde udsat hende for. Både dem, som han mandag blev dømt for, fra hun var 12 år, og til hun blev 17, men også om overgreb, som lå helt tilbage til den tid, hvor de boede i Danmark, og hun blot var 10 år gammel.
Moren var chokeret, og de gik kort efter til politiet, hvor pigen fik anmeldt forholdene.
Få dage senere blev stedfaren varetægtsfængslet. Han nægtede sig skyldig i alle forhold. Det samme gjorde han resten af retssagen.
Anklagerne i Danmark drejede sig blandt andet om, at han skulle have befølt hende upassende steder. Dette blev han dog frikendt for, da forholdene, ifølge retten, var forældet.
Der var dog flere vidneforklaringer, som bakkede op om, at pigens mareridt allerede skulle være startet dengang.
Et helt centralt vidne i sagen blev familiens tidligere kenyanske au pair-pige, som arbejdede for familien, da de i 2004 boede i Odder syd for Aarhus.
Anklagemyndigheden mente, at hendes vidneforklaring var så vigtig for sagen, at man i flere dage arbejdede på at få hende fløjet til Danmark fra Kenya.
Det var ikke ligetil, da det blandt andet krævede, at hun fik udstedt et visum. Men på den tredje retsdag lykkedes det alligevel.
Den kenyanske kvinde, der var iført en knælang grøn kjole med et rødt og orange mønster og med højhælede sko, tog plads i vidneskranken. Ved siden af sad en tolk, som oversatte til engelsk og omvendt.
Hendes vidneforklaring var voldsom. Hun fortalte blandt andet om to episoder, som hun have set i løbet af det halve år, hvor hun arbejdede som au pair hos familien, og pigen blot var 10 år gammel.
Hun beskrev, hvordan hun havde set den nu 60-årige stedfar røre ved pigens bryster i køkkenet – og endnu værre: Hun havde set pigen knæle for ham i dagligstuen, mens hun gav ham oralsex.
Det blev i 2004 anmeldt til politiet, efter at au pair-pigen havde forladt familien, fordi stedfaren, ifølge hende, også fik seksuel interesse i hende. Men dengang blev sagen henlagt.
Moren holdt fast: Har ikke vidst noget
Pigens mor fastholdt under hele sagen, at hun intet havde vidst om overgrebene.
I retten beskrev hun stedfaren som manipulerende og tegnede et billede af, at han havde haft kontrollen over hende. Derfor reagerede hun hverken, da politiet kom efter au pair-pigens anmeldelse, eller da kommunen fremlagde en indberetning om, at der skulle være misbrug i hjemmet.
»Det er bare noget pjat,« skulle eksmanden ifølge hende have sagt, hvorefter de i nattens mulm og mørke flyttede til en ny kommune.
Der var ingen beviser for, at hun skulle have vidst noget, og derfor var hun heller ikke tiltalt i sagen. Det fortæller specialanklager Jesper Rubow:
»Ellers kunne det godt have set anderledes ud, og man ville kunne sige, at hun havde et medansvar ved, med sin passivitet, at have ladet det passere og ikke gøre noget, men vi har ingen oplysninger om, at hun skulle have vist det,« siger han.
Den lyshårede, lidt kraftige stedfar havde tårer i øjnene, da dommen blev læst op, og måtte tørre sig med en lommelet.
Retten mente, at der var beviser for, at han havde misbrugt steddatteren, fra hun var 12 år, og indtil hun var omkring 17. Det vil sige i alt i fire-fem år på både Kreta og i Fuengirola i Spanien. Forholdene i Danmark blev han frikendt for.
Han blev idømt fire års fængsel og et erstatningskrav på omkring 84.000 kroner til pigen. Det er endnu uvist, om han anker dommen.
B.T. har talt med pigen, som i dag er en voksen kvinde. Hun ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller, at hun er glad for, at der nu er blevet sat punktum i sagen. Det havde hun behov for, for at kunne komme videre.
Hun har efter anmeldelsen af overgrebene fået psykologhjælp, og det har hjulpet hende, fortæller hun.
I dag arbejder hun som social- og sundhedshjælper, og hun forsøger at lade være med at tænke på, hvilket mareridt hun har været igennem. Det hjælper, siger hun.
Byretten i Aarhus idømte mandag stedfaren fire års fængsel. Han fik sin dom. Hun fik sin retfærdighed.
Historien er blevet til på baggrund af samtalen med den forurettede pige, vidneforklaringerne fra retten og de detaljer, som anklager og forsvarer fremlagde i retten.


