Hvert tredje spisested i Storkøbenhavn tappede strøm uden om elmåleren, da elnetselskabet Radius for nyligt var på uanmeldt besøg.
De mange lovbrud overrasker funktionschef Cäthe Bay-Smidt.
- Jeg havde da håbet, at vi ikke fandt nogen, siger hun.
Radius forsyner cirka 1,5 millioner mennesker i Østdanmark med el.
Det er elnetselskabet, der ejer elmålerne og kan kræve adgang til dem for at tjekke, om alt er, som det skal være.
Spisesteder var ifølge funktionschefen udvalgt som indsatsområde, fordi der ved tidligere kontroller har vist sig at være noget at komme efter.
Det var også tilfældet denne gang.
- Vi har tjekket 50-60 spisesteder og har fundet snyd hos hver tredje.
- Vi har intensiveret indsatsen over for strømtyveri, og det er et arbejde, vi kommer til at fortsætte, siger Cäthe Bay-Smidt.
Når man fører sit elforbrug uden om elmåleren, er det ifølge funktionschefen fællesskabet, der må til lommerne.
Og det er ikke rimeligt, lyder det fra Cäthe Bay-Smidt.
De steder, hvor selskabet har konstateret snyd, vil blive politianmeldt, og der vil blive rejst krav om tilbagebetaling.
Sidste år havde Radius 179 sager om tyveri af strøm for mere end 20 millioner kroner.
Strømtyveri kan udløse bøder, men i nogle tilfælde også fængselsdomme.
Der er forskellige veje til at finde eltyvene, forklarer funktionschefen.
Det kan være på baggrund af forbrugsdata, der stikker ud, eller på baggrund af tip fra borgere.
- Det er både hos kunder med et lavt elforbrug, som kæmper med at betale deres regninger.
- Men det er også kunder med et højt elforbrug - for eksempel til pools eller vildmarksbad.
- Så det er både dem, der ikke kan betale, og dem, der godt kan betale, men ikke vil betale, siger Cäthe Bay-Smidt.
/ritzau/
