Hver femte bilist har været involveret i en direkte farlig episode med en motorcyklist.

Derudover oplever næsten halvdelen af danskerne, at motorcyklister bryder færdselsreglerne.

Det viser en ny undersøgelse blandt mere end 1.000 respondenter fra Alm. Brands kundepanel, skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse. 

»Vi ser desværre alt for mange ulykker, der skyldes for høj fart eller uopmærksomhed. Det er afgørende, at motorcyklister tænker på sikkerheden og overholder færdselsreglerne, så vi kan undgå de farlige episoder,« siger direktør for Motor i Alm. Brand, Christian Johansen.

Ifølge en rapport fra DTU er risikoen for, at en motorcyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, næsten 90 gange højere end for førere af personbiler.

Det gælder målt per tilbagelagt kilometer i trafikken.

Mellem 2020 og 2024 mistede 61 motorcyklister livet i trafikken, mens 798 kom alvorligt til skade. Ifølge Vejdirektoratet udgør motorcyklister omkring ti procent af alle dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken.

Christian Johansen opfordrer derfor til, at motorcyklister har styr på både sikkerhedsudstyret og forsikringerne, inden de drøner afsted.