Søndag eftermiddag klokken 15.30 fik en beboer sig lidt af et chok.

Beboeren sad og så fjernsyn i sin lejlighed på Skovvejen i Bjerringbro, da der pludselig stod en fremmed mand i entreen og talte volapyk.

Det skriver Viborg Folkeblad.

Volapyk-sproget var en blanding af engelsk, tysk og noget helt tredje, men beboeren kunne dog forstå, at den fremmede mand ledte efter en bestemt adresse.

Derefter forlod den volapyk-talende mand entreen – stille og roligt.

Sådan beskriver lokalpolitiet i Viborg forløbet.

Den volapyk-talende mand var kommet ind i lejligheden ad en ulåst hoveddør, hvor han i et stykke tid havde opholdt sig i beboerens soveværelse, inden han blev opdaget i entreen.

Intet blev dog forsøgt stjålet.

Mandag morgen kunne politiet så oplyse, at den volapyk-talende mand i løbet af søndagen var blevet set forskellige steder i området, hvor naboer havde observeret, at han gik rundt og tog i dørhåndtag for at afprøve, om de var ulåste.

Og på Skovvejen var der altså gevinst.