Nordjyllands Politis teknikere og efterforskere har arbejdet intensivt på en adresse i den lille by Flauenskjold.

Ingen udefrakommende har fået lov til at gå ind i huset, hvor Hjemmeværnet med døgnvagt har afspærret hele grunden.

Det er kun Nordjyllands Politi, der er gået ind og ud – og har båret genstande fra huset til politiets biler enten i plastikposer eller brune affaldssække.

Den store politiaktivitet i huset har nu stået på i seks døgn. Og det kan der være en helt særlig årsag til.

»Noget tyder på, hvis man har kørt kriminaltekniske undersøgelser på fuld skrue i fem dage eller mere, at det er, fordi man arbejder ud fra, at der kan være spor efter en forbrydelse. Ellers ville man ikke fortsætte så længe,« siger tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen til B.T.

Nordjyllands Politi anholdt to 36-årige mænd onsdag 9. februar klokken 11.20 og 11.21. Samtidig afspærrede de tre adresser i Vendsyssel. Men det er altså kun på adressen i Flauenskjold, at man har opretholdt den så længe.

»Hvis man går ud fra, at gerningsstedet er i den villa, og hvis der ligefrem er sket et parteringsdrab i den villa, så er det jo altafgørende for sagen og efterforskningen, at stedet bliver gennemsøgt meget, meget grundigt,« siger Bent Isager-Nielsen til B.T.

Det var vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen, der tydeligt bevæget på et pressemøde torsdag aften fortalte, at politiet havde fundet dele af et lig i Dronninglund Storskov. Senere har retstekniske undersøgelser slået fast, at det er afdøde 22-årige Mia Skadhauge Stevn.

De kriminaltekniske undersøgelsers omfang i huset har stor betydning for den videre efterforskning i sagen.

»Der er jo noget, der tyder på, at han ikke vil stå ved det, altså når han ikke ligefrem har meldt sig selv. Men hvis det er tilfældet, at det er gerningsstedet, mon ikke han så har gjort alt, hvad han kan, for at sløre det og vaske sporene væk. Og alt hvad der nu kan lade sig gøre.«

»Det betyder for politiet, at det kræver mange og rigtig lange undersøgelser for at finde ud af eller genskabe spor efter så voldsom en forbrydelse, hvis det er tilfældet, som jeg ikke kan sige med sikkerhed,« siger Bent Isager-Nielsen.

Begge de to drabssigtede 36-årige mænd nægter sig skyldige. Den ene er varetægtsfængslet i fire uger, hvorimod den anden blev løsladt efter grundlovsforhøret torsdag.